NORDRE RØNNER 20.-21. sept. 2003  
 
Egentlig var planen en tur til Stokken, sydvest for Læsø, da jeg sejlede ud med Kristoffer. Solen skinnede, og vinden var let  fra skiftende retninger. Farten var rimelig i starten, og vi kunne efterhånden se Læsø og Nordre Rønner i horisonten.
Nu var vinden åbenbart træt og lagde sig, så vi måtte drive af sted nogen tid, inden der kom lidt vind igen lige ned fra Stokken. Vi besluttede herefter at sejle til Nordre Rønner da vi så kunne slippe for af krydse i længere tid. Vi nåede akkurat frem inden vinden forsvandt på ny. Vi kunne nu slå lejr i fred og ro tæt på stranden, der var bred pga lavvande. Jollen lå sikkert på land.
     
 
Lige ankommet på Ndr. Rønner   Casiopeia på Ndr. Rønner
 
Vi nåede lidt rundt på øen inden aftensmad mm, men vi gik ret tidligt i poserne, der bliver tidligt mørkt på denne tid af året. Vi faldt hurtigt i søvn efter en lang dag på søen.
Kl. 3 var det mørkt, men lød det ikke som vand ganske tæt på? Jo vandet var steget, og vandkanten var nu et par meter fra teltet – hvad med jollen?  Den lå nok med anker og kæde, men flød sikkert rundt mellem store sten. Det er ret irriterende at skulle kontrollere den slags ting i buldermørke, men der var heldigvis ikke sket noget, så jeg trak jollen på land igen , da  jeg ikke kunne overskue at finde en sikker plads flydende mellem stenene.
Herefter sov jeg godt, og vandet havde haft god tid til at falde, inden vi vågnede. Nu var der langt fra jolle til dens rette element! Selv med rullerne var det noget af et slæb.
 
 
Lejr på Ndr. Rønner   Vandet har trukket sig tilbage
xl billede   xl billede
     
Skyerne tog efterhånden til mens vi pakkede og spiste morgenmad. Pludselig kom der en tordenbyge med voldsomme vindpust, og regnen piskede ned. Godt at teltet stod endnu. En ½ time senere var det tørt igen og vinden jævn. Vi skyndte os herefter hjem, i starten skinnede solen, men skyerne kom, og vinden spidsede til, så vi efterhånden sejlede bidevind. Da søerne efterhånden var rejst, blev vi ret våde.
Farten var dog fin og vi kom hjem uden yderligere dramatik. I havnen havde kølbådene aflyst deres kapsejlads Hirsholm rundt, da de syntes vejret var for trælst.

Vi fik slæbt grejet hjem og kunne så tage frokosten der.

 
Carsten Jensen      W4866
"Cassiopeia"